Nyhder Resultater Spilletider Billeder Bestyrelse  

15 februar 2010
Seniorkampe: Førsteholdet fik optimal start på slutspillet med 10-3 sejr over Hillerød....

Vores fire hold fik en næsten perfekt start på det spændende slutspil. Trods hele 13, ja tretten afbud på grund af skader, arbejde og lignende, så kunne vi alligevel stille tre meget stærke hold, "prisen" blev betalt af fjerdeholdet, der næsten kun bestod af reserver for reserverne. Kravet til weekendens kampe var meget simpelt, kun sejre kunne bruges. Førsteholdet skulle vinde for at forblive i toppen af det nedrykningsspil, der gerne skulle sikre en ny sæson i Danmarksserien. Og kravet til sejr var endnu større, da det var et af bundholdene, som vores spillere skulle møde i søndagens hjemmekamp.
Optakten var ikke optimal, Mia var syg, men for holdets skyld trak hun i tøjet og gav det en chance. Og det var lige den indstilling, der var brug for. De to mixdoubler blev delt, idet kun Moestrup og Randi P vandt deres kamp. Mia J var ikke levnet mange chancer i sin single, grundet sin sygdom, men på ren vilje var hun tæt på at presse kampen ud i tre sæt, desværre uden at det lykkedes. Til gengæld var Luba stensikker i sin single. Stilling efter første "runde" var dermed 2-2 og lidt usikre miner i Tåstrup-lejren. Men så tog herresinglerne heldigvis fat. Det var ventet, at vi skulle være stærkere på herresiden, men at det blev sejre til Per W, Pål, Michael R og Mads, næsten uden at være pressede, det havde vi ikke turdet håbe på. Med denne gode "2. runde" til B70, var stillingen pludselig helt i vores favør med en 6-2 føring. Mia var sammen med Mette i deres damedouble lige ved at snuppe en sejr, men 21-23 til Hillerødpigerne, var kun lige ved og næsten. Heldigvis var marginalerne mere på vores side i Luba og Randi's double, som de vandt 25-23 i tredje sæt. Med 7-3 føring var sejren en realitet og vi skulle "kun" bruge en sejr mere for at sikre alle tre point. Vi fik for en sikkerheds skyld sejr i alle tre herredoubler. Per og Morten var sikre i første herredouble, Moestrup og Michael var direkte overlegne i anden herredouble og efter en meget sløv start var også Pål og Mads sikre vindere af deres double. Med sejren og de tre point er vores bedste hold meget tæt på at sikre en ny sæson i det "fine" selskab. Måske kan en sejr i den svære udekamp mod Gladsaxe den 27/2 være nok. Fidusen gik til Randi P.
Andetholdet i oprykningsspillet til serie 1, havde kun ét krav, et resulatet, der kunne bruges - der skulle tre point på kontoen. Holdet skulle møde Toksværd/Fladså, der var ubesejret tophold i den serie 2 pulje, som vores hold er blevet "krydset" med. Men for første gang i denne sæson stillede vi i noget nær stærkeste opstilling og så er vi bedste hold i serie 2, det er der ingen tvivl om. Vi var også foran med hele 11-0, inden det blev til et par sejre til gæsterne fra sydsjælland. Det var imponerende spil og flot sejr af vores spillere, i en kamp, hvor vi vandt stort set alle de tætte kampe. Håbet om opryknings lever stadig, men det kræver fortsat lutter sejre og lidt held. Men der er al grund til at tro på det, efter weekendens kamp, hvor der endda var mulighed for forbedring i spillet i flere af vores kampe. Fidusen gik fortjent til Tina A, der mest har spillet førsteholdet, men alligevel gik forrest og vandt sine to kampe.
Tredjeholdet er for første gang også i oprykningsspil til serie 2 og holdet skulle som andetholdet også møde et ubesejret tophold, nemlig Karlebo. Trods de mange afbud, var det et stærkt hold, der blev sendt nordpå og holdet skuffede ikke. Det blev en meget lige kamp, som bølgede frem og tilbage. Begge hold vandt en mixdouble hver og begge hold vandt en damesingle hver. Vores sejr i damesinglerne sørgede Julie K for, da hun vandt 24-22 i tredje sæt. Flot efter at have været væk i mere end 6 måneder. Det blev også til to herresingler til hvert hold, for os vandt Kevin C og Jesper S flotte sejre. Til gengæld tabte vi desværre begge damedoubler, hvilket lagde et vist pres på herredoublerne. Det pres kunne herrerne godt klare og de vandt sikkert alle tre herredoubler. Dermed vandt holdet 7-6 i den svære udekamp og der er stadig håb og noget at spille for, selvom det nok bliver svært at nå oprykning. Dertil er der smidt for mange dumme point i grundspillet.
Fjerdeholdet var virkelig på en prøve, manglede to piger og var bagud med 0-3 fra start af og holdet var et spændende mix af veteraner og nye fællesspillere fra onsdagstræningen. Vi var ikke i nærheden af sejr mod et Fløng-hold, der heldigvis ikke var skræmmende, så der var flere gode kampe. Bl.a. tre ud af fire af vores herresingler spillede tresættere, hvor kræfterne til sidst slap op. Flot debut til Lars Sørensen, der næsten snuppede førstesinglen. Det samlede nederlag på 0-13 var ok, men vores spillere fortjente mindst en "pind".

«Se flere nyheder

---

 

 

Gatorade

Taastrup avisen
Taastrup Lyntryk
Yonex
Badmintonshoppen